Optimalt? Tanker fra Incentive Partners…
21mar/122

Lovlig hashhandel?

Posted by Kristian

Københavns Kommunes socialudvalg har i længere tid ønsket at etablere en forsøgsordning med lovlig hashhandel (se fx Politiken)

Men er det en god ide for samfundet?

Det har et par økonomistuderende fra Københavns Universitet undersøgt i en samfundsøkonomisk analyse  - og den har netop vundet McKinsey prisen for bedste opgave. De kommer frem til at det giver et stort samfundsøkonomisk overskud at lovliggøre hashhandlen, bl.a. fordi det koster samfundet mange penge at bekæmpe det illegale marked.

Tankevækkende.

14jul/100

Så skulle I nok ikke have bragt “folkesundheden” i spil

Posted by Jonas

Hensynet til folkesundhed er vel næppe et argument for lavere ølafgifter?

7jul/100

Skal man redde en svane?

Posted by Thomas

I går så jeg Lille Nørd på DR1 sammen med min datter Karla på 3 år.

De legede dyrehospital og var med Falck ude at redde en Svane, der var blevet kørt over.

Karla synes, det var rigtigt godt, at Falck bragte svanen til et dyrehospital, hvor den blev syet sammen og plejet, til den igen var klar til at komme ud i søen.

Måske er det en erhvervsskade, der er opstået af at have lavet samfundsøkonomiske analyser i en årrække, men jeg var noget mere skeptisk end Karla:

Er det virkelige den bedste både at bruge samfundets ressourcer på?

Umiddelbart vil jeg gætte på, at det koster 3000 kroner at hjælpe svanen:

  • Det tog vel dyrlægen 2 timer at operere og hjælpe. Et hurtigt tjek på diverse hjemmesider viser, at en dyrlæge koster ca. 1200 kroner per time
  • Ambulancen brugte vel 1 time. Det koster min. 600 kroner
  • Dertil kommer pleje mv.

Altså bruger samfundet 3000 kr. på at hjælpe en svane.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp kan man for 3000 kroner give:

  • 1320 mennesker en daglig madration i en uge
  • 150 underernærede børn livsnødvendig mad i en måned

Jeg opgav at forklare Karla, at samfundets ressourcer er begrænsede, og at man må bruge pengene, hvor de gør størst gavn (det må vente et par år). Men for mig forekommer det åbenlyst, at vi kunne få mere for pengene ved at bruge dem til fx nødhjælp end til at redde en svane. Eller til bedre uddannelse? Eller til forskning? Eller…

3jun/100

Gid jeg skulle med…

Posted by Jonas

Desværre er jeg ude og sejle, når Velo-City Global 2010 løber af stablen. Men jeg ville rigtig gerne med!

Copenhagen is getting ready from Velo-city Global 2010 on Vimeo.

2jun/100

For få har førstehjælpskurser

Posted by Jonas

Kun hver 4. dansker får førstehjælp, hvis de rammes af hjertestop. En af årsagerne er, at for få danskere har fået tilstrækkeligt med førstehjælpskurser.

Og ikke for få som i "vi har for få vindmøller" eller "vi har for lidt kollektiv transport". Men virkelig for få.1 For få i forhold til, hvad der er optimalt for samfundet!

Hvordan ved vi det? Problemet med førstehjælp er, at man ikke (eller kun i begrænset omfang) selv har gavn af et førstehjælpskursus. Falder man om på gaden, er det ikke ens egne førstehjælpsevner, der tæller, men evnerne ved ens medborgere. Modsat er det én selv, der bærer omkostningerne ved at tage kurset. Det koster penge, og man skal afsætte tid til det. Da min gevinst ved at tage kurset (= chancen for at få førstehjælp) er uafhængig af, om jeg selv har taget førstehjælpskurset eller ej, vil jeg derfor fravælge kurset.2

Så der er for få, der har et førstehjælpskursus.

Problemet er, at andre har en gevinst, ved at jeg tager kurset! I økonomisk teori kaldes det en "positiv eksternalitet". Positive eksternaliteter skal støttes, nøjagtigt ligesom negative eksternaliteter som f.eks. forurening skal beskattes.

Det er bare ikke det, vi gør…

  1. Uden at gå nærmere i detaljer i dette indlæg, er forskellen, at der ikke er nogen direkte gevinster ved vindmøller og kollektiv transport, udover at de substituerer anden produktion, som har omkostninger for miljø m.m. For førstehjælp er der en direkte gevinst for andre. Vi vil alle helst få hjertestop i nærheden af en gruppe mennesker, der har gennemgået et førstehjælpskursus. []
  2. Og desværre må jeg indrømme, at jeg aldrig har fået genopfrisket det kursus, jeg fik som værnepligtig. []
26apr/100

Mest sundhed for pengene

Posted by Mette

Weekendavisen i denne uge beskriver den tilbagevendende problematik omkring prioritering i sundhedssektoren. Hvordan skal lægerne prioritere? Skal alle patienter tilbydes al tilrådighedværende medicin? Diskussionen har været rejst før.

En tilsvarende diskussion har på stilfærdig vis udspillet sig på transportområdet i Danmark igennem de seneste 10 år. Fra at beslutninger i høj grad blev taget i ”Trafikmafiaen”, er samfundsøkonomiske vurderinger nu et krav ved nye statslige transportinvesteringer. I disse analyser opvejes fordele og ulemper ved forskellige tiltag i kr. og øre, og danner – sammen med andre vurderinger – grundlaget for statens prioritering af transportinvesteringer.

Noget tilsvarende kan gøres til en integreret del af prioriteringen i sundhedssektoren.

Men – vil mange hævde – man kan ikke gøre menneskeliv op i kr og øre!

Det er etisk svært og kan være næsten umuligt, hvis man fokuserer på enkeltsager. Men det er muligt.

De fleste vil f.eks. kunne blive enige om, at samfundet ikke bør betale 1 mia. kr. for at forlænge et liv med én dag. Og hvis vi kan det, er det kun et spørgsmål om vilje og tid, før vi med samfundsøkonomiske analyser i langt højere grad systematisk kan prioritere samfundets midler.

Således at læger og andre sundhedsprofessionnelle kan få retningslinjer til, hvordan de skal prioritere.

Samtidig med, at samfundet får mest mulig sundhed for pengene.

Ærlig talt - hvad er alternativet?