Optimalt? Tanker fra Incentive Partners…
2aug/110

Kan nogen forklare logikken i EU’s fiskeripolitik?

Posted by Jonas

Problemet er, at uden regulering bliver der fanget for mange fisk, fordi den enkelte fisker ikke tager tilstrækkelig højde for, at hans fiskeri påvirker fiskebestanden1 og har en række andre negative eksternaliteter.

Hvordan kan EU mindstepriser være en del af løsningen? Hvordan definerer man "den rette pris" for fisken? Burde det ikke være markedsprisen efter regulering ved f.eks. kvoter?

Dette indlæg findes også på altandetlige.dk.

  1. Også kendt som Tragedy of the Commons - eller Fælledens tragedie. []
24maj/110

Hvordan tjener man mest?

Posted by Jonas

Anastacia giver koncert på Rosenborg Slot 18. juni 2011

Endelig et relativt stort navn der ikke er udsolgt på få timer! Man har indtil videre solgt knap 2/3 af billetterne1 til koncerten med Anastacia d. 18. juni, og det har fået arrangøren til at halvere billetprisen en enkelt dag.

Spørgsmålet er, om prisen var for høj fra starten af? Hvis koncerten var blevet udsolgt på få timer, havde prisen helt sikkert været for lav. Men hvad er den optimale pris? Der skal jo tages højde for salg af øl m.m. til koncerten osv. Det kan man naturligvis regne sig frem til - gør man mon det?

På længere sigt vil man som branche nok også gerne undgå, at folk får en fornemmelse af, at billetterne altid falder i pris frem mod arrangementet. For så ender koncertbranchen i samme situation som flybranchen for år tilbage, hvor kunderne ventede indtil prisen var faldet tilstrækkeligt meget. Men det kan den enkelte nuværende arrangør selvfølgelig være ligeglad med...

Måske kunne man rent faktisk lære noget fra flybranchen. Produktet er jo næsten det samme! En plads til en koncert er ikke noget værd, når først kunstneren har spillet og forladt scenen. Det samme gælder flysædet.

Holdbarheden er utroligt kort i begge brancher...

  1. 2.500 billetter ud af 4.000 []
28apr/110

Gammelt guld

Posted by Claus

Klikkede "tilfældigt" ind på en gammel vismandsrapport fra 1965 om boligpolitkken. Selvom rapporten er næsten 50 år gammel kunne den næsten ligeså godt være skrevet i dag...
Der er flere gyldne citater i sammenfatningen, fx:
"Afgørelsen af, hvilke mål der skal tilstræbes i bygge- og boligpolitikken, ligger selvsagt på det politiske plan. Formandskabet er i det  følgende gået ud fra, at bygge- og boligpolitikken ønskes tilrettelagt med sigte på dels at opnå et stigende byggeri under opretholdelse af en stabil byggerytme, dels at muliggøre en afvikling af huslejerestriktionerne og boligrationeringen.
Om den første del af denne målsætning synes der at herske fuld enighed, og også målsætningen  om genoprettelse af et frit boligmarked synes at være alment accepteret. Det kan i denne forbindelse nævnes, at det ikke under rådets drøftelser fra nogen side er gjort gældende, at der knytter sig sådanne fordele til huslejerestriktionerne, at de bør opretholdes  som permanente foreteelser."
og
"Der er i øvrigt grund til at fremhæve, at der er en sammenhæng mellem de to nævnte målsætninger, idet det ved en fortsat opretholdelse af huslejerestriktionerne næppe i længden vil være muligt at realisere målsætningen  om en jævn byggerytme.
Som forklaring herpå kan der henvises til, at den af huslejerestriktionerne følgende forskel på lejen i nyt byggeri og lejen i de øvrige dele af boligmassen medfører, at udlejningsvanskeligheder alene vil vise sig i nybyggeriet."
Den sidste sætning beskriver lige præcis det, vi har set de sidste par år: Store problemer med at udleje nybyggede lejligheder i fx Ørestaden, samtidig med at folk har stået i kø til de (alt for) billige, ældre lejeboliger.
"Ud over en mere stabil byggerytme med deraf følgende bedre betingelser for rationalisering af byggeriet indebærer et frit boligmarked forbedrede muligheder for at skifte bolig efter skiftende pladsbehov og indtjeningsevne m.v., således som det var almindeligt før boligrestriktionernes indførelse. Dette vil også kunne forøge arbejdskraftens geografiske mobilitet"
Interessant også at se, hvordan man i 1965 betragtede huslejereguleringen som en midlertidlig foreteelse, og skrev helt naturligt om tiden "før boligrestriktionernes indførelse". Den tid er der næppe mange, der kan huske i dag, hvor de fleste nok betragter huslejereguleringen som noget nærmest naturgivent.
Læs mere her, hvor man også kan findet andet "gammelt guld":

Også postet på
http://altandetlige.dk/blog/incentivepartners/gammelt-guld-458
1dec/103

Energieffektivitet fører ikke nødvendigvis til energibesparelser

Posted by Jonas

Hvad ville du gøre, hvis du havde en bil, der kunne køre 50 km på literen? Ville du køre bare lidt mere, end du gør i dag? Hvad hvis man opfandt energieffektive fly, så billetpriserne faldt. Ville du så flyve mere?

For godt to måneder siden bragte The Economist en leder, som i bund og grund handlede om ovenstående. De så på sammenhænget mellem prisen på lys, og hvor meget lys vi bruger. Og konklusionen var overraskende: jo mere effektive vores lyskilder er, desto mere energi bruger vi på belysning. Så måske fører energisparepærerne til, at vi i fremtiden øger vores energiforbrug til kunstig belysning. Eller som The Economist skriver:

The consequence may not be just more light for the same amount of energy, but an actual increase in energy consumption, rather than the decrease hoped for by those promoting new forms of lighting.

Kan vi forestille os samme effekt andre steder? Ja, sagtens. Varmepumper fører til et øget energiforbrug til opvarmning. Nogle, jeg kender meget godt1, har fået installeret en varmepumpe i deres sommerhus, så de kan holde det frostfrit året rundt. Det vil sandsynligvis medføre, at energiforbruget til opvarmning stiger en del.2 Eller hvad med en opvarmet (udendørs!) swimmingpool?

Jeg kan kun give Mankiw ret i, at man som økonom begejstres, når alt ikke nødvendigvis bliver, som man skulle tro/havde håbet, fordi de økonomiske incitamenter ville det anderledes.

Også posted på Altandetlige.dk.

  1. Det er mine forældre... []
  2. De har endda fået tilskud til den - vist nok fra Elsparefonden, men her er jeg ikke 100% sikker. []
9sep/102

Mangler FCK ikke penge?

Posted by Thomas

Ifølge DR  har FCK modtaget ønsker om i alt 144.000 pakkebilletter til FCK’s tre hjemmekampe i Champions League.

Der er bare kun 9000 pakkebilletter til salg.

Så nu har FCK besluttet sig for at trække lod!

For at sige det mildt er det ikke optimal prissætning: Hvorfor har FCK ikke sat en højere pris?

Mon ikke man kunne have solgt de 9000 pakkebilletter for fx 2000 kroner i stedet for 1145 kroner, som de er udbudt til? Det ville have givet flere millioner mere på bundlinjen.

Og for at gøre ondt værre får de børn og pensionister, der vinder i lodtrækningen billetterne til næsten halv pris

Eksemplet er i øvrigt på ingen måde enestående:

  • I marts kunne jeg konstatere, at der stort set var udsolgt hos sommerhusudlejerne på Bornholm. Højere priser og lidt mere is i maven hos udlejerne havde nok ikke skadet indtjeningen. 
  • Aviserne kan ofte melde om koncerter, hvor alt er udsolgt på få minutter/timer (eksempel).

Vil de ikke tjene penge?  

Eller overser jeg noget?

P.S. Tænker at problemstillingen med sommerhuse måske skyldes, at de ofte udlejes gennem bureauer, der kan bruge "alt udsolgt" i markedsføringen over for potentielle udlejere. I givet fald kan  prissætningen være optimal for bureauerne men næppe for ejerne af sommerhuse.

22aug/100

Min tid er penge værd

Posted by Mette

I morgen skal jeg til konference i Ålborg. Billetterne er booket i god tid. Billigt med Norwegian afgang 7.35. Sidder her og forbereder og finder deres hjemmeside for at checke ind. Det kan man så ikke. Jeg må vente til i morgen tidlig og bruge en automat i lufthavnen eller – som Norwegian-manden sagde i telefonen – en gammeldags skranke. Et par hundrede kroner tror jeg godt, at jeg ville betale for at kunne checke ind hjemmefra. Især fordi hvert minut tæller i morgen på grund af fødselsdag i familien. Så i morgen tidlig er min tid rigtig meget værd. Mon de ved det hos Norwegian? Nu har jeg i hvert tilfælde fortalt dem det!

19aug/100

Hvordan satte kirken prisen på afladsbreve?

Posted by Jonas

I går til frokost kom vi til at snakke om syndsforladelse, skærsild og deraf følgende afladsbreve.

Afladsbreve må være opskriften på noget nær det perfekte produkt! Høj værdi for kunden og stort set ingen produktionsomkostninger. Spørgsmålet ved frokostbordet var: "Hvordan satte kirken egentlig prisen på afladsbrevene?"

Der må have været gode muligheder for at prisdiskriminere1:

  1. Kirken havde stor viden om produktets værdi for kunden, da præsten sandsynligvis vidste, hvad kunden havde bedrevet af ugerninger. Enten gennem skriftestolen eller den lokale sladder.
  2. Kirken havde stor viden om kundens betalingsvillighed/-evne, da herremanden åbenlyst havde større mulighed for at betale end daglejeren.
  3. "Kunden" var sandsynligvis med på idéen, da aflad nok blev opfattet som noget relativt. Man skulle kunne mærke smerten i pengepungen, før det rigtig forkortede tiden i skærsilden. Derfor ønskede herremanden også at betale mere end daglejeren.

Om kirken til fulde udnyttede informationen, har jeg desværre ikke kunnet finde ud af. Men jeg vil helt sikkert bringe emnet op, næste gang jeg møder en teolog!

Måske havde de haft brug for en konsulent den gang?

  1. Prisdiskrimination: Tage forskellige priser fra forskellige kunder for (næsten) samme produkt []
27jun/100

Der er ikke flere billetter til Roskilde-festivalen

Posted by Mette

Der er ikke flere billetter til Roskilde-festivalen. Kun endagsbillet til torsdag kan man stadig købe.

Det afslører følgende om Roskilde festivalens prissætning:

1)      Priserne har generelt været for lave

2)      Der har ikke været tilstrækkelig prisforskel på endagsbilletterne afhængig af dag

For nu at citere frit efter Troels Troelsen (Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS), så bør enhver virksomhed sætte priser efter princippet om, at DMAVU = Der Må Aldrig Være Udsolgt.

For der kommer altid en entusiastisk festival-tilhører (læs: kunde) i sidste øjeblik, der vil give ”hvad som helst” for en billet.

Og så skal han eller hun jo gerne kunne købe den. Eller hvad?

31maj/100

Konkurrence virker!

Posted by Mette

Jeg var i London i går. Ud morgen, et fantastisk kursus, hjem aften.

I gamle dage ville det kun have været muligt på en business billet til mere end 5.000 kr. Men sådan er det ikke længere. Det kunne klares for en brøkdel af det beløb. At dømme efter inddelingen på SAS' MD82 med 2 rækker Business, 2 rækker Economy Extra og resten Economy havde flere end jeg valgt en billig tur.

Liberaliseringen af flytransport har påvirket vores muligheder for at flyve markant. Lavprisselskaberne er skudt op, de oprindelige netværksselskaber har fået hård konkurrence, og priserne er faldet betydeligt.

Nedenstående grafer er en af mine yndlingsillustrationer. Den viser 5 såkaldte flag-carriers for europæiske lande (inkl. Skandinavien) og er indekseret så trafikken i 1975 er sat til 1. I de glade monopol-dage (op til ca. 1990) følges de ad. Så kommer liberaliseringen, og konkurrencekraften afgør, hvem der klarer sig godt, og hvem der klarer sig mindre godt. I 2006 har den dårligste 6-doblet trafikken fra 1975, den bedste næsten 12-doblet.

Lavprisselskaberne stormer fortsat frem. Anna Aero omtaler ruteåbninger og nyheder i øvrigt i luftfarten. Deres "Tag cloud" taler sit eget sprog.

Det kloge spørgsmål er nu: Hvad bringer fremtiden? Hvornår har vi høstet alle gevinsterne af liberaliseringen? Mulighederne er mange, men ét er sikkert. Vi har endnu ikke nået noget, der bare ligner en ligevægt. Adskillige selskaber omkring Danmark – ingen nævnt, ingen glemt – har betydelige underskud, og det kan som bekendt ikke holde i længden. Så luftfarten er stadig i en turbulent periode.

Det bliver spændende at følge kampen.

Imens vil jeg i mit stille sind fryde mig over, at konkurrence bestemt virker efter hensigten: Hele familien (5 personer) rejser om et par måneder til London for 2.600 kr retur med det hele. Det er da fantastisk!

28apr/101

Er 20% nok?

Posted by Jonas

En madanmelder vurderer at Noma - efter kåringen som verdens bedste restaurant - vil hæve priserne med 20%. Spørgsmålet er, om det er nok. I forvejen var det ret svært at få et bord efter egne ønsker - og nu er det nærmest umuligt!

Hvis man gerne vil have "almindelige mennesker" ind på Noma, burde der være smartere måder at fordele pladserne på end at give alle en billig pris. Millionærer og forretningsfolk kan jo godt betale Noma for det udmærkede stykke arbejde, de laver.

http://ibyen.dk/restauranter/article957937.ece