Der er ikke flere billetter til Roskilde-festivalen
Der er ikke flere billetter til Roskilde-festivalen. Kun endagsbillet til torsdag kan man stadig købe.
Det afslører følgende om Roskilde festivalens prissætning:
1) Priserne har generelt været for lave
2) Der har ikke været tilstrækkelig prisforskel på endagsbilletterne afhængig af dag
For nu at citere frit efter Troels Troelsen (Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi på CBS), så bør enhver virksomhed sætte priser efter princippet om, at DMAVU = Der Må Aldrig Være Udsolgt.
For der kommer altid en entusiastisk festival-tilhører (læs: kunde) i sidste øjeblik, der vil give ”hvad som helst” for en billet.
Og så skal han eller hun jo gerne kunne købe den. Eller hvad?
Pant på batterier?
Hvorfor er der ikke pant på batterier, når der er pant på flasker og dåser? Måske skyldes det, at der ikke findes en stor national producent af batterier, som har interesse i at holde udenlandske konkurrenter ude af markedet...
For få har førstehjælpskurser
Kun hver 4. dansker får førstehjælp, hvis de rammes af hjertestop. En af årsagerne er, at for få danskere har fået tilstrækkeligt med førstehjælpskurser.
Og ikke for få som i "vi har for få vindmøller" eller "vi har for lidt kollektiv transport". Men virkelig for få.1 For få i forhold til, hvad der er optimalt for samfundet!
Hvordan ved vi det? Problemet med førstehjælp er, at man ikke (eller kun i begrænset omfang) selv har gavn af et førstehjælpskursus. Falder man om på gaden, er det ikke ens egne førstehjælpsevner, der tæller, men evnerne ved ens medborgere. Modsat er det én selv, der bærer omkostningerne ved at tage kurset. Det koster penge, og man skal afsætte tid til det. Da min gevinst ved at tage kurset (= chancen for at få førstehjælp) er uafhængig af, om jeg selv har taget førstehjælpskurset eller ej, vil jeg derfor fravælge kurset.2
Så der er for få, der har et førstehjælpskursus.
Problemet er, at andre har en gevinst, ved at jeg tager kurset! I økonomisk teori kaldes det en "positiv eksternalitet". Positive eksternaliteter skal støttes, nøjagtigt ligesom negative eksternaliteter som f.eks. forurening skal beskattes.
- Uden at gå nærmere i detaljer i dette indlæg, er forskellen, at der ikke er nogen direkte gevinster ved vindmøller og kollektiv transport, udover at de substituerer anden produktion, som har omkostninger for miljø m.m. For førstehjælp er der en direkte gevinst for andre. Vi vil alle helst få hjertestop i nærheden af en gruppe mennesker, der har gennemgået et førstehjælpskursus. [↩]
- Og desværre må jeg indrømme, at jeg aldrig har fået genopfrisket det kursus, jeg fik som værnepligtig. [↩]
Incentive – hvad betyder det?
Et af de ord der hyppigst bliver stavet på vores lille kontor er "incentive". Vi hedder ikke "Sensitive Partners". Eller "Intensive Partners". Breve, pakker og mails skal gerne sendes til Incentive Partners, og derfor staver vi os jævnligt igennem det lille ord, der er så velkendt for økonomer og andre med hang til mikroøkonomi - men relativt ukendt i den brede befolkningsgruppe.
"Incentive" oversættes blandt økonomer til "incitament", men en mere brugervenlig oversættelse er "tilskyndelse". Man har tilskyndelse til at køre hurtigt i sin bil, fordi man kommer hurtigere frem. Men bøder og fartkontrol (og risikoen for at komme galt afsted) giver os en tilskyndelse til at lette foden fra speederen.
Når vi siger, at folk har forkerte, dårlige eller skæve incitamenter, mener vi i forhold til at handle optimalt. Ejendomsmægleren har skæve incitamenter, fordi han frem for alt ønsker at sælge hurtigt, så han kan få sit salær. Også selvom han repræsenterer sælger, som måske lige så gerne vil vente tålmodigt og få en højere pris. Da EU's landbrugsstøtte var produktionsafhængig, gav den landmændende tilskyndelse til at producere mere, end der reelt var behov for på markedet. Derfor så man vinsøer og kornbjerge.
Når man tænker i incitamenter, kan man få en idé om, hvordan folk vil reagere på forskellige hændelser. Når prisen stiger på sodavand, køber forbrugerne færre af dem. Indfører man en form for brugerbetaling ved lægen, går folk mindre til læge. Da man indførte en regel om, at specialer skal afsluttes senest 6 måneder fra specialekontrakten underskrives, var det logisk, at de studerende fik incitament til at udskyde underskrivelsen af specialekontrakten, indtil de var godt i gang med specialet. Når man lægger skat på forurening, giver man folk og virksomheder tilskyndelse til at forurene mindre.
Det er det, incentive betyder. Tilskyndelse...
************************************************************
Og så lige lidt mere... I følge www.ordbogen.com betyder "incentive":
