Hvad skete der med ”kunden har altid ret”?
Torsdag d. 26. august bragte Børsen en historie på bagsiden under overskriften ”Danmark ramt af festivalsboom”. I artiklen argumenteres der med hjælp fra Statens Kunstråds Musikudvalg for, at de mange nye festivaler skal have statsstøtte. ”Det kan være svært at få kunsten med, når noget bliver så populært, at det er de kommercielle interesser, der bliver styrende” citeres der blandt andet. Og på denne baggrund har man anbefalet en række statslige støttetiltag, der er nødvendige for at udnytte ”festivalernes kunstneriske potentiale”.
Hvad menes der mon helt præcis, når der siges ”de kommercielle interesser”? Hvad betyder ”kunstnerisk potentiale”? Faktisk er det, der siges, følgende: ”Det kan være svært at få kunsten med, når noget bliver så populært, at det er festivalgængernes ønsker, der bliver styrende. Derfor skal vi have statsstøtte, så vi kan lave et lidt bedre og meget dyrere produkt, som vi synes er fedt, men som festivalgængerne ikke vil betale for.”
Rigtig, rigtig mange brancher og virksomheder kan påberåbe1 sig krav om statsstøtte på den præmis! Jeg er overbevist om, at vi ved Incentive Partners kan lave nogle ret fede analyser og udnytte vores ”kunstneriske potentiale”. Vores kunder ville sikkert også blive lidt glade for det. Men – nøjagtigt som med det kunstneriske potentiale på festivalerne - vil det ikke give dem samme værdi, som det har kostet i ekstra arbejde. Og derfor skal vi naturligvis have statsstøtte, så det løber rundt – ikke?
Jeg kunne godt tænke mig, at folk ikke krævede statsstøtte, så snart markedet ikke kan betale på almindelige vilkår. Det er jo ikke en naturlov, at bare fordi eksperten synes, noget er fedt, så synes alle andre det samme. Og det er ikke altid fordi, vi ”mangler visioner”, ikke er ”nytænkende” eller ”tænker kortsigtet”.
Nogle gange er produktet bare ikke så godt, som opfinderen selv synes. Og så skal han ikke have statsstøtte, men glemme eller videreudvikle sin idé. Kunden har jo altid ret.
- En hel del gør det allerede – se f.eks. på landbrugsstøtten. [↩]
Send dette indlæg
Nød du denne artikel?
30. august, 2010 - 21:52
He he…I øvrigt er det i denne forbindelse værd at huske, hvad det Kongelige Teater brugte sommeren på.Teateret har på få år øget deres driftsomkostninger ret betragteligt (ikke helt unaturligt, når man øger antallet af scener med 200%…). Et velvoksent statstilskud har ikke kunnet dække spændet mellem de manglende indtægter og de øgede omkostninger. Den (kreative) teaterledelse brugte derfor sommeren på – forsøgvis omend – at udkonkurrere private strandbarer med deres Ophelia Beach koncept.Een ting er at give tilskud til evt. positive eksternaliteter ved at bevare scenekunst i Danmark – men at give indirekte tilskud til strandbarer, der ellers drives udmærket privat?Derudover kan det jo undre, at det som oftest er ganske svært – uanset betalingsvillighed – at fremdrive billetter til mange forestillinger på teaterets scener. En prispolitik, der fører til konstant udsolgt, virker ikke helt forenelig med massive tilskud.Mon ikke grønthøsteren snart skal ud af garagen og tætklippe støttejunglen?
31. august, 2010 - 09:15
Jeg er ikke uenig Martin. Men argumentet holder ikke (forudsat de er rationelle, hvilket ikke skal diskuteres her…). Hvis de lavede Ophelia Beach for at dække spændet mellem de manglende indtægter og de øgede omkostninger, har de næppe (eller forhåbentligt!) ikke brugt støttemiddlerne til det. Det ville jo ikke give mening.
Angående prissætningen er det måske en idé, at IP giver dem et kald
31. august, 2010 - 22:14
Hvorfor ikke? Hvis afkastet på at investere støttekroner i Ophelia Beach er positivt og højere end alternativet, så er det i høj grad rationelt. Faktisk kunne teateret jo håbe på, at de kunne skalere projektet 100 gange og bruge alle pengene på strandbarer. Problemet er ligger blot i alternativet. Det Kongelige Teater kan ikke håbe på at få støtte, hvis de sætter alle pengene i banken. Det er nok heller ikke kulturpolitisk acceptabelt, hvis de køber en anpart i Streckers…derfor ender de med at investere i et projekt, hvor omkostningerne formentlig er højere end for de private aktører (medmindre Teaterets folk har et gudsbenådet talent for bardrift). Dermed ender de stakkels skatteydere med indirekte at subsidiere bardrift. Men giv dem endeligt et ring mht. prissætningen…jeg vil gerne betale op for operabilletter, og gider ikke stå i kø i timevis sammen med damer med blåt hår
1. september, 2010 - 09:35
Jeg synes ikke, argumentet holder, fordi dit udgangspunkt var, at de skulle skaffe finansiering til forestillingerne (fordi statsstøtten ikke var nok). Og det får man jo ikke, ved at drive en bar dårligt. Det giver jo bare et endnu større finansieringsbehov.
Men det er klart, at hvis de skærer ned på forestillingerne til fordel for bardrift, så kan det være, at de får et bedre regnskab…