Incentive – hvad betyder det?
Et af de ord der hyppigst bliver stavet på vores lille kontor er "incentive". Vi hedder ikke "Sensitive Partners". Eller "Intensive Partners". Breve, pakker og mails skal gerne sendes til Incentive Partners, og derfor staver vi os jævnligt igennem det lille ord, der er så velkendt for økonomer og andre med hang til mikroøkonomi - men relativt ukendt i den brede befolkningsgruppe.
"Incentive" oversættes blandt økonomer til "incitament", men en mere brugervenlig oversættelse er "tilskyndelse". Man har tilskyndelse til at køre hurtigt i sin bil, fordi man kommer hurtigere frem. Men bøder og fartkontrol (og risikoen for at komme galt afsted) giver os en tilskyndelse til at lette foden fra speederen.
Når vi siger, at folk har forkerte, dårlige eller skæve incitamenter, mener vi i forhold til at handle optimalt. Ejendomsmægleren har skæve incitamenter, fordi han frem for alt ønsker at sælge hurtigt, så han kan få sit salær. Også selvom han repræsenterer sælger, som måske lige så gerne vil vente tålmodigt og få en højere pris. Da EU's landbrugsstøtte var produktionsafhængig, gav den landmændende tilskyndelse til at producere mere, end der reelt var behov for på markedet. Derfor så man vinsøer og kornbjerge.
Når man tænker i incitamenter, kan man få en idé om, hvordan folk vil reagere på forskellige hændelser. Når prisen stiger på sodavand, køber forbrugerne færre af dem. Indfører man en form for brugerbetaling ved lægen, går folk mindre til læge. Da man indførte en regel om, at specialer skal afsluttes senest 6 måneder fra specialekontrakten underskrives, var det logisk, at de studerende fik incitament til at udskyde underskrivelsen af specialekontrakten, indtil de var godt i gang med specialet. Når man lægger skat på forurening, giver man folk og virksomheder tilskyndelse til at forurene mindre.
Det er det, incentive betyder. Tilskyndelse...
************************************************************
Og så lige lidt mere... I følge www.ordbogen.com betyder "incentive":
Send dette indlæg
